
I år besluttede jeg mig for at prøve kræfter med Eremitageløbet. Jeg er rigtig glad for at løbe og træner 2-3 gange om ugen. Jeg deltager ikke i så mange motionsløb, men allerede i foråret besluttede jeg mig for at give Eremitageløbet en chance. På den måde havde jeg et halvt år til at se frem til løbet og noget at fokusere træningen omkring.
Endelig kom så dagen (søndag 9. oktober 2022). Jeg tog toget til Klampenborg sammen med min kone og to børn, der var med for at heppe. Der er over to kilometer fra stationen til start, men det er faktisk en fin optakt til løbet. Man går i den flotte efterårsskov imellem mange andre forventningsfulde løbere, og stemningen bliver bedre og bedre jo tættere man kommer på start. Mellem de mange folk på vej til løbet, var jeg endda så heldig at møde en kollega, der også deltog i løbet. Man kunne vælge at bruge den strækning som opvarmning til løbet. Det gjorde jeg dog ikke.
Vejret denne dag var helt perfekt. Der var 13 grader, solskin og næsten vindstille (3 m/s). Jeg stillede derfor op i shorts og t-shirt. Det var jeg godt tilfreds med. Jeg må indrømme, at jeg småfrøs i startområdet, men det gik hurtigt over, da løbet gik i gang.
Ved starten stiller man sig i den gruppe, der passer til ens forventede sluttid. På den måde løber man sammen med andre, der løber i nogenlunde samme tempo. Alligevel var der en del trængsel i starten. På den første kilometer går det nedad (-14 højdemeter), så man kunne tro, at man kunne starte hurtigt ud, men på grund af trængslen blev den min langsomste kilometer. Jeg var allerede bagud med over 10 sekunder ifht min planlagte pace ved det første kilometermærke. Til gengæld følte jeg god energi og overskud, der varede ved næsten hele vejen op til Eremitageslottet. Jeg løb faktisk og overhalede opad bakken og kun på de sidste meter begyndte jeg at glæde mig til at løbe nedad igen.
Nedturen gav mig fornyet energi, og da vi nåede ned til det traditionsrige hornorkester i Rådvad, havde jeg endda overskud til at løbe og klappe. Jeg har aldrig været i den del af dyrehaven før, så det var rart at have lidt overskud til at nyde naturen. Den tog sig virkelig smuk ud med søerne og træernes efterårsfarver i solskinnet.
Det var først omkring 9 kilometermærket på den anden opstigning mod eremitageslottet, at jeg var ved at være tappet for energi. Derfra blev det mere og mere en kamp for at holde mig i gang. Jeg kunne se på mit løbeur, at jeg nogenlunde holdt min forventede pace, men jeg overvejede seriøst at sætte tempoet lidt ned eller endda gå et stykke. Det, der holdt mig i gang, var tilskuernes heppen og de mange andre seje løbere. Når man er ved at være træt, er det en stor hjælp at bruge de andre løbere som harer.
Ved slutningen af løbet er det vigtigt at huske, at målet ikke er på startstregen, men cirka 400 meter bag startstregen – og at det sidste stykke tilmed går opad. Det vidste jeg heldigvis på forhånd, så jeg var mentalt indstillet på det. Det hjalp også gevaldigt, at min kone og børn heppede på mig ved opløbet. Det er i øvrigt et noget presset ansigtsudtryk, jeg har på det billede, min kone tog af mig der.
Da jeg kom i mål var jeg ret træt. Så er det rart at have familien omkring sig. Jeg var også godt tilfreds, da jeg kunne konstatere, at jeg med 58:56 havde klaret mit mål om at komme under en time. Faktisk løb jeg efter pace 4:25, som svarer til en sluttid på omkring 59 minutter for at have en lille buffer ifht timen. Det viste sig dog at være ret svært at løbe med en fast pace. Dels er der trængsel i starten og dels går det op og ned undervejs – men på en eller anden måde lykkedes det alligevel at ramme den.
Jeg er ret sikker på, at jeg vil deltage i dette fantastiske løb igen – måske allerede til næste år. Min søn på 8 er også begyndt at snakke om at løbe med. Ugen efter løb han 12 kilometer ved skolernes motionsdag. Derefter sagde han: “Så kan jeg altså også løbe etageløbet”. Det skal han nok komme til en dag.
Lige et par praktiske bemærkninger til slut.
- Der er ingen bagageopbevaring. Så hvis du ikke har heppere med, må du – ligesom mange andre – lægge dit overtrækstøj i en pose og hænge den på et hegn ved start og mål. Nøgler og værdigenstande må du have på dig.
- Ja, ruten er kuperet, men ikke helt vildt. Du kan læse en grundig analyse af det på danskebjerge.dk’s fine gennemgang af ruten.
- Som hepper er det fint at stå ved start- og målområdet.
- Resultater fra løbet fås ikke på løbets hjemmeside, men via app’en UltimateLive. Det gik først op for mig i toget på vej hjem fra løbet, da en af de andre løbere gjorde mig opmærksom på det. Her kan man muligvis også følge løbernes mellemtider live.
- Der er nåle til de 25% hurtigste løbere i hver køn- og aldersklasse. Du kan finde nåletider fra tidligere år på løbets hjemmeside.