Eremitageløbet er ikke et børneløb. Der er ingen korte distancer, ingen medaljer eller andre børnevenlige tiltag. Der er ikke engang t-shirts i børnestørrelser. Alligevel er der en del forældre, der tager deres børn med ud på de 13,3 km gennem den smukke dyrehave. I år var jeg en af dem. Min søn er rigtig glad for at løbe, og da han sidste år var tilskuer til mit første eremitageløb, fik han lyst til selv at prøve det.
Vi fulgtes med en af mine træningskammerater ud til skoven. Han deltog i sit 35. Eremitageløb. Imponerende! Faktisk er der mange, der bliver så grebet af det traditionsrige løb, at de kommer igen år efter år. Tre løbere har endda været med i alle 54 udgaver! Løbet er god til at hylde de trofaste løbere. Således skulle min træningskammerat have taget jubilæumsfoto før løbet. Efter løbet fik han serveret jubilæumskaffe og -kage.
Vejret var igen i år perfekt løbevejr: 10-12 grader med sol og ingen vind. Jeg kunne forstå på de mere erfarne eremitageløbere, at det er en af løbets traditioner, at det altid er godt vejr.
Ved Eremitageløbet stiller man sig – ligesom ved næsten alle andre motionsløb – op i forhold til sin forventede sluttid. Så min søn og jeg tog plads i den bagerste gruppe, der hedder 1:35+. Her mødte vi en pige på 7, der også var af sted med sin far. Vi fik også øje på flere børn, men der var ikke så mange af dem.
På løbets hjemmeside står der, at deltagerne forventes at kunne gennemføre på 2 timer og 15 minutter. Det svarer til cirka 10 minutter per kilometer eller rask gang. Det var min ambition, at vi med en kombination af let løb og gang kunne klare os indenfor den tidsgrænse.
Endelig blev det vores tur til at starte. Glade og forventningsfulde løb vi af sted. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at få min søn til at løbe langsomt. Det ville være ærgerligt at brænde alle kræfter af på den første kilometer. Den plan virkede fint. Vi løb halvanden kilometer i meget roligt tempo. Derefter havde han brug for at gå.
Faktisk gik vi et langt stykke kun afbrudt af sporadiske løb. På vej op mod Eremitageslottet blev vi overhalet af rigtig mange og vi var efterhånden ved at være bagerst i feltet. Det kunne man også fornemme ved vandposten, der er placeret ved Eremitageslottet. Her var de allerede ved at pakke sammen, da vi nåede derop. Det stressede heldigvis ikke min søn, som tog sig god tid at drikke først et glas vand og så et glas energidrik.
Vi småløb nedad bakken mod det fine hornorkester, som også er en dejlig tradition. Efter vi havde passeret hornorkesteret begyndte min søn at fryse og var sulten. Så han fik en jakke på og et æble at spise. Jeg havde en rygsæk med diverse udstyr med på turen. Her omkring må jeg indrømme, at jeg begyndte at tvivle lidt på projektet. Og det blev ikke bedre af, at han også lige skulle have en tissepause.
Men så lige pludselig et sted mellem 6 og 7 km begyndte han at løbe – endda så stærkt, at jeg var bange for, at han skulle brænde de sidste kræfter af. Han fik hurtigt overhalet en masse af de bagerste deltagere som på det tidspunkt mere gik end løb. Mange af dem kom med overraskede og opmuntrende bemærkninger, da de så den lille dreng løbe forbi dem. Det gav energi til at fortsætte – og faktisk blev han bare ved og ved. Han blev motiveret af de mange tilråb fra medløbere og tilskuere. Og så var det også en dejlig følelse at overhale så mange mennesker.
Da vi nåede op til Eremitageslottet og vandposten for anden gang, var vi nået noget længere frem i feltet. Denne gang ville min søn slet ikke have noget at drikke. Han ville bare løbe videre. Det fik han lov til. Hans overskud var kæmpestort. Han havde endda tid til at udpege en ørn, der kredsede over sletten. Hvor mange af de andre løbere, havde mon bemærket den? Jeg havde i hvert fald ikke.
Nu var der kun et par kilometer tilbage. Efterhånden var vi nået så langt frem i feltet, at der blev løbet med et godt tempo. Alligevel blev min søn ved med at overhale løbere helt til mål. Det var en træt søn og en stolt far, der passerede stregen.
Allerede samme aften meldte vi os til næste års Eremitageløb. Måske bliver vi en dag nogen af dem, der skal have taget jubilæumsfoto.