Min søn på 11 og jeg løb Eremitageløbet endnu en gang. Det var tredje gang for min søns vedkommende og fjerde gang for mig. Så nu er det efterhånden blevet en tradition.

Når jeg løber med min søn er det min plan, at vi lægger roligt ud og så øger tempoet, hvis der er energi til det senere. Det giver en god oplevelse og en herlig fornemmelse af overskud. Den plan lykkedes igen i år.

Ved Eremitageløbet stiller man sig op i startområdet efter forventet sluttid. Jeg havde med vilje placeret os noget længere tilbage end forventet. Det gjorde, at vi fik en meget rolig start. Der er så mange mennesker med, at det er stort set umuligt at overhale de første tre kilometer. Det passede perfekt ind i planen med at starte langsomt ud.

På stigningen op mod Eremitageslottet første gang begyndte der at være plads til at overhale lidt, og vi øgede tempoet en anelse.

Vi tog os tid til at drikke lidt ved vandposten på toppen, inden vi løb videre. Stadig i roligt tempo.

Vi kom forbi det festlige hornorkester i Rådvad med stort overskud, og vi øgede tempoet lidt mere.

Ved stigningen op mod Eremitageslottet anden gang er der mange, der taber pusten og må ned at gå lidt. Her løb vi stadig med stort overskud, og jeg kunne mærke, at min søn fik endnu mere energi af at overhale de mange folk, der gik eller småløb op ad bakken.

Ved vandposten på toppen tog vi os tid til at drikke lidt mere, inden vi løb de sidste kilometer mod mål. 

Her havde vi rigtig god fart på, inden min søn sluttede af med en rigtig god slutspurt.

Efter løbet tjekkede jeg min løbeapp. Der kunne jeg se, at vi startede med kilometertider omkring 7:30 og sluttede af omkring 5:30. Rigtig fint og helt efter planen.

Min kone og datter var igen i år med som tilskuere og heppere. De havde også en dejlig dag i det solrige efterårvejr. Ligesom vi endnu en gang fulgtes med en løbekammerat, der med tæt på 40 Eremitageløb har noget mere erfaring.

Det var alt i alt endnu en god løbeoplevelse i Dyrehaven.